Mødet med de syriske flygtninge

Efter en 19 timers bustur ankommer jeg klokken 12 om eftermiddagen til Kilis. Kilis er en mindre by efter tyrkisk målestok med omkring 90.000 indbyggere. Igennem historien har har den skiftet tilhørsforhold fra at tilhøre provinsen Aleppo under det Ottomanske imperium og så over til Republikken Tyrkiet efter første verdenskrig. Kilis ligger omkring fem kilometer fra den syriske grænse og er en af de steder hvor Den Frie Syriske Hær har overtaget kontrollen med grænseovergangen. Derfor er det også et af de steder der huser flest af de syriske flygtninge. Min kontakt fra IHH (den tyrkiske NGO som VIOMIS samarbejder med) henter mig på stationen og vi kører direkte til deres lille hovedkvarter i udkanten af byen. Jeg får tilbudt kebab og te og mens vi snakker situationen igennem begynder dagens aktiviteter at tage til. Udenfor i den lille gårdsplads er hvide plastikposer ved at blive fyldt med løg og kartofler mens store pakker med skumgummi madrasser, tæpper og doneret tøj bliver læsset på en lille lastvogn. Et af dagens mange læs nødhjælp er på vej ud til de Syriske flygtninge der bor i tomme huse og haller spredt ud over byen.Jeg bliver introduceret til Omar og Mahmoud der begge selv er syriske flygtninge og nu arbejder med at hjælpe andre i samme situation. De to står for dagens uddeling og jeg efterlader rygsæk og taske, tager mit kamera over skulderen og hopper med i bilen.Hver dag uddeler de nødhjælpen i nye områder af byen. For at finde frem til de syriske familier samarbejder de med den lokale Mokhtar som er en form for bydelsformand. Der er omkring 30 Mokhtars i Kilis, så de kender hver deres område indgående.På vej igennem byen deler vi historier og fortællinger om os selv for at bryde isen. Omar har svært ved at acceptere at jeg hverken er kristen eller muslim og mens hans varme øjne lyser op fortæller han mig om Islams mange herligheder. ”Insha’Allah (hvis det er guds vilje) Anders, måske er du også muslim efter du har oplevet vores arbejde her. Insha’Allah” Siger han.Snart møder vi de første syriske flygtninge og nøden er stor. De mangler de mest basale fornødenheder som tøj, mad og medicin. Det er koldt her i Kilis, ned til 3 grader, og børn som mange voksne er stadig i sandaler. Det er hårdt at stå ansigt til ansigt med folk i sådan en ekstrem nød. Pludselig er virkeligheden virkelig og langt væk fra fjernsynets og avisernes gengivelse. De står jo lige her, de folk som har efterladt alt og går en barsk vinter i møde.