Livet ændrer sig på et splitsekund

Syrere her tilbyder at tage mig til Aleppo næsten hver dag. Der er penge i krig og med en billet pris på 300 amerikanske dollar (1700 kr.) hver vej for de 40 kilometer er det en indkomst der betyder noget. Forleden mødte jeg en italiensk fotograf, Michele. Mens vi delte en øl på hotellet fortalte han mig om sin 8 timers tur til Aleppo. Den måde han griber sit hoved på og han kigger ned mens han fortæller mig om den bombe der landede blot to huse fra hvor han stod siger det hele. Det er ikke det værd Anders, siger han. Udtrykket i hans øjne fortæller mig at han har ret.

På det nye hotel arbejder jeg et par timer. Alt det praktiske sammen med logistikken tager meget af min tid. Og med en solnedgang omkring kl. 4 er det med at være økonomisk med dagslyset. Endelig færdig. Jeg griber kameraet og sætter kursen mod en lokal NGO der har en klinik for Syrere der er blevet såret i konflikten.

På vejen samler jeg billeder til et andet projekt i min dagbog. Dette projekt handler om den danske ekspedition til ”Det Lykkelige Arabien” udsendt af kong Frederik V i 1776 for at udforske den arabiske halvø, eller Yemen. Det hører til i en anden historie.

Jeg møder fårehyrder og mænd der fræser dækkene af deres Yamaha 4-gears knallerter. Dette er for dem bare en del af hverdagen, men for mig som fremmed er det helt fantastisk. Det er den følelse af at kigge ind, fange en følelse og prøve at forstå.

En mand i et ulasteligt jakkesæt stopper på sin knallert og taler Tyrkisk til mig. Jeg smiler tilbage og siger ”hospital”. Han vinker mig op bag på maskinen, speeder op og følelsen af vinden i mit ansigt er skøn.

Vi ankommer til et tre etagers hus der står lidt fortabt i landskabet. Væggene er forfaldne og syriske nummerplader lokaliserer de enkelte biler der holder parkeret udenfor. Jeg går op af trappen og ind af døren. Her inde er det en anden verden. Fire små rum er pakket med senge og i hver og en ligger der et offer for krigen. Nogle er soldater, andre er civile. Nogle er fra Syrien, andre er ikke. En ting de næsten alle har til fælles er at de knap nok er fyldt 20…

Imens jeg taler med de mange patienter, størstedelen af dem har mistet arme eller ben i den kontinuerlige bombning af Aleppo, kommer en fyr på krykker ind i lokalet. Han ser mig og begynder at råbe. Han er vred, aggressiv. Jeg gætter mig til at han ikke er her fra området da hans påklædning og fremtoning er anderledes fra de andre på klinikken. Han peger anklagende med sin ene krykke og jeg beslutter mig for at forlade rummet.

”Ham skal du ikke tage dig af, han er bare fra al-Qaeda” forklarer de andre patienter. Det er tydeligt at der ikke rigtigt er nogen af de andre i rummet der bryder sig synderligt om ham. Jeg spørger om der er mange af hans slags i Syrien nu og jeg får at vide at der er en del. Lige nu kæmper alle mod Bashar al-Assad, så det er okay, men når han er væltet og kampen om magten rigtig begynder, så bliver det et problem.

”Jeg er fra Syrien og jeg er muslim, men jeg er stadig meget bange for dem” siger en af de sårede.