Jeg møder en fotojournalist ved grænsen. Han ser hård ud, mangler et par tænder og bærer en skudsikker vest. Han kigger på min tynde læderjakke og så i mine blå øjne. ”Du har ikke noget sikkerhedsudstyr? Heller ikke noget varmere end det tøj?” spørger han med en britisk accent. Nej. ”Følg din mavefornemmelse ’mate’, hvis du bliver bange, så gå den anden vej. Og held og lykke!” Lige nu er det det eneste jeg har lyst til. Bare gå den anden vej, tilbage til hvor jeg kom fra. Finde et sikkert sted.
Det er en fem kilometers gåtur igennem cementblokke og pigtråd fra Tyrkiet til Syrien. På begge sider af vejen ligger grønne græsmarker, en moske, en gravplads og et par enkelte skilte der advarer mig om minerne.
I den anden ende mødes jeg af et ny-printet kæmpe banner der byder mig velkommen til et frit Syrien. Den ramme hvor Bashar al-Azzad plejede at kigge ned på ny-ankomne er nu tom. Nogen mangler stadig at fylde den ud.
Det nye bureaukratis soldater er unge. Grinende kaster de passene frem og tilbage imellem skrivebordene og jeg får mit stempel på et lille stykke papir ved siden af passet. Lige på den anden side af grænsen er der blevet rejst en mini landsby af hvide plastiktelte doneret af IHH. Omkring 6000 mennesker bor her.
Første stop er FSA’s (Free Syrian Army) medie center. Her sidder seks mænd og ser fodbold på en fladskærm. Mit pas bliver kopieret ligesom mit pressekort. Vi drikker te, de udspørger mig lidt, finder en presseofficer til mig og så krydser vi vejen.
Lejren er gennemblødt. Selvom der kun er et begrænset antal telte til de mange flygtninge står mange af dem tomme på grund af de enorme mængder vand der er væltet ned fra himlen de seneste par dage. I dag er den første dag med en smule sol og over hele lejren hænger vådt tøj til tørre. Små bjerge af sand er bygget op ved alle åbninger for at prøvet at holde bare en smule vand ude, oftest til ingen nytte.
De fleste af flygtningene i denne lejer er fra landområderne omkring Aleppo. De havde ikke meget før krigen og endnu mindre nu. Disse mennesker har i modsætning til den rigere del af befolkningen ikke noget pas og uden det er der ingen adgang til Tyrkiet. Børnene er i sandaler og deres tøj vådt. Smilende følger de mig rundt i lejren og kaster V-tegn til mig hver gang jeg løfter kameraet. Det her er hårdt.
Et par timer senere begynder solen at gå ned. Jeg beslutter mig for at tage tilbage mod Tyrkiet og håber at det ikke bliver et problem at komme ind. Jeg får mit udrejse stempel, denne gang inde i passet.
Imens solen kaster sine sidste lange skygger og den tyrkiske halvmåne viser sig i horisonten, ruller en dyb hul torden over mig bagfra og sender mig afsted. Jeg har aldrig hørt lyden af eksploderende bomber før, men der er ingen tvivl i mit sind.
De her er ægte. Det her er krig…
14 fotos fra 1 fotoserie
